tirsdag den 17. marts 2015

Er klapjagten gået ind?

Som nogen måske har bemærket, er jeg indehaver af Facebook siden "Krudtfugl". Bloggen her og facebook siden har som sådan ikke noget med hinanden at gøre. Jeg er bare " forfatter" begge steder.

På Facebook siden holder jeg fra tid til anden nogle auktioner over figurer i strygestof, som bare ligger i min skuffe og fylder. Hvis jeg skal bruge en enkelt figur eller tekst, fylder jeg gerne et ark ud når jeg sætter det i skæreplotteren. Det er nemmest synes jeg.
Noget af dette "fyld" får jeg aldrig brugt og derfor ender det som auktioner.

Under den seneste auktion var der en figur i en pakke som var en (næsten) kopi af et motiv fra et børnetøjsmærke. Ikke logoet, men et motiv de pryder noget af deres tøj med. Motivet skulle jeg have brugt til en lille sjov "joke" i forbindelse med en festlig lejlighed, som desværre gik i vasken. Motivet endte i en auktionspakke fordi det lå i skuffen med overskud.

En venlig læser/følger på facebook siden gjorde mig opmærksom på at dette kunne være problematisk. Jeg skrev tilbage med årsagen til at motivet var i pakken, men fik besked tilbage om at min forklaring ikke var gyldig. I beskeden var tagget et andet børnetøjsmærke end det pågældende.

For ikke at koge mere suppe på fadæsen, slettede jeg billedet og tænkte at så var den historie nok slut.

Men nu har jeg så modtaget en mail fra indehaveren af børnetøjsmærket. At hun er blevet gjort opmærksom på, at jeg producerer motiver i strygestof i deres design.

Jeg har naturligvis svaret pænt og beklagende tilbage. Jeg er jo ikke ude på at genere nogen.

Jeg sidder dog tilbage med en undren over, at denne person som har "meldt" mig havde behov for;
1: at gøre mere ud af situationen end at jeg selvfølgelig slettede billedet,
2: at kontakte producenten,
3: at give indtryk af at jeg havde gang i en produktion og
4: at pågældende ikke sendte mig en besked/mail så vi kunne afklare situationen uden at skulle belemre virksomheden med en fjollet fejl fra min side som jeg slettede straks efter jeg blev gjort opmærksom herpå.

Nå pyt. På med de lalleglade briller. Verden er sjovere end som så og selvom det er en dum situation, går verden nok ikke under af den grund.

Happy Sct. Patricks Day out there...

4 kommentarer:

  1. Jeg er målløs over den fadæse der var over overnævnte motiv. Mere er der vist ikke at sige om dét!

    SvarSlet
  2. Tja - rønnebær er rønnebær. Copyright er copyright - det skal man være yderst varsom med også i helt uskyldige sammenhænge. Stort Knus

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Tak for respons. Altså, jeg er jo fuldt ud klar over, at det var svipser fra min side. Sådan en tanketorsk.
    Jeg må dog lige tilføje, at pågældende mærke af børnetøj har været meget søde omkring situationen og at den nu er afklaret i al fordragelighed. :-)

    SvarSlet