Viser opslag med etiketten gave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gave. Vis alle opslag

søndag den 5. juli 2015

Skildpadde-mor

Man er vel drengemor med stort D, når man næsten bliver betaget af stof med Ninja Turtles?
Og helt ærligt, så husker jeg sagtens de seje padder fra min egen barndom, hvor det store hit var at bytte turtles klistermærker, som fulgte med et bestemt tyggegummi. Jeg så tegnefilmene igen og igen og var vild med historierne, kampene mod det onde og de klamme, klamme kloakker.
Så da Krøl Stoffer åbnede for forudbestilling af stoffet slog jeg til og købte mig en meter.

Det har ligget på hylden et stykke tid. Hverken den rette idé eller tiden har været til at bruge lige netop det stof. Men nu lykkedes det at finde et formål.....og en sommer-hoodie blev født.






Jeg er også lidt i gavehumør. Og som drengemor kender jeg alle heltene....eller i hvert fald de fleste. Og Captain America må siges at være en ægte helt. Så han er lavet til en en skærefil til min Silhouette skæreplotter og kommer snart på en bluse eller undertrøje. 
I mellemtiden vil jeg dele filen med jer.

Klik her for at downloade skærefilen

Filen består af to dele, Captain America og hans skjold.

 


Kig også ind til Alice og download en gratis skærefil hun har delt. KLIK


tirsdag den 7. april 2015

Bøllespirer

Inden min tur til London sammen med Alice, forsøgte jeg af flere omgange at lave indlæg på bloggen fra min mobil via Blogger app'en. Men af en eller anden grund, har den meldt fejl hver gang. Så nu ligger der en del blogindlæg på min telefon, som jeg ikke kan få lov at udgive. ØV!

Men heldigvis virker den gode gamle metode. PC'en.

I dag får i en gengivelse (næsten da) af et indlæg der er ca 3 uger gammelt.

Alexander 4 år går i en børnehave, hvis logo er en solsikke der vokser sig ovenud af et drivhus. Børnehaven har hvert år solsikker i deres have for at symbolisere de dejlige børn. Men sidste år fik de ikke sået solsikker. Og i år synes Alexander at det der med planter er lidt sjovt. De gror jo. Og nogle typer gror hurtigt.

Så vi måtte sikre, at børnehaven får sået solsikker i år. Derfor lavede jeg denne fine "mælke"karton på skæreplotteren og fyldte den med breve med solsikkefrø. Udenpå skrev jeg Bøllespirer....for det er præcis hvad ungerne i børnehaven er.


Børnehaven blev rigtig glade for vores gestus...og lur mig om ikke de har solsikker i haven i år. :-)

fredag den 20. marts 2015

Noget med en shop og Etsy

og shoppen har hjemme på Etsy...

Kender du Etsy?

Hvis du bare elsker håndlavede, skæve, sjove og anderledes ting eller mangler det rigtige symønster, tilbehør eller materiale, ja, så tror jeg søreme det findes på Etsy.

Jeg har også åbnet en shop på Etsy. Primært for at sælge nogle af de motiver til strygestof jeg designer, men også mønstre på tøj til børn og voksne. Se f.eks. dette indlæg. Jeg laver tit selv mønstre til beklædning og har også delt nogle gratis her på bloggen.
Fx kan du finde et gratis mønster på en elefanthue lige her: ELEFANTHUE
Og på basisbukser lige her: BASISBUKSER
Her er et mønster på undertrøje med bryderryg: UNDERTRØJE

Du kan altid klikke på tagget "gave" eller "gratis" under mine etiketter i højre side af bloggen.
Her er også et link til Etsy shoppen: VELKOMMEN

Og se lige hvad der findes på Etsy af lækre sager.....kan du lade være med at kigge ind?



Jeg er vild med disse greb

Flotte print på disse puder


Og en super fed bænk






mandag den 23. februar 2015

Lego skærefil

Så er der en ny gratis skærefil på bloggen, endnu en til drengene. Denne gang med Lego, som vist er et hit hos alle drenge (og piger).

Filen ligger i .studio3 format. Silhouette programmet til yderligere redigering findes GRATIS lige HER. Gratis er godt, ikke sandt?


Hent Lego Evolution filen lige HER, klar til at skære i wallsticker vinyl, HTV/Strygestof, karton eller andet materiale.

Se også denne fine Disney skærefil hos Alice

søndag den 15. februar 2015

Fra mig til jer - Gaverne på bloggen

Her på bloggen har jeg gennem tiden delt forskellige ting med jer.
- Mønstre
- DIY's
- Giveaways og meget mere.

Nu vil jeg gerne dele lidt mere med jer. Især til jer som har en skæreplotter. Men i andre kan evt. også bruge noget af det.

Jeg har en Silhouette Cameo skæreplotter. En hobbymodel af de bedre, som kan skære i vinyl, strygestof, papir, karton, filt, stof og meget andet. Prisen er rimelig og derfor til at få fat i for de fleste.
Jeg har gennem tiden designet en del filer til maskinen, som kan skæres ud i ovennævnte materialer. Og nu vil jeg dele et par stykker med jer.
Mest til drengene i første omgang vil jeg tro. Det er nemlig Super Mario der har stået for tur.
Her er to skærefiler til frit forbrug.
Husk at filen kan ungroupes så de forskellige dele kan skæres i forskellige farver. ;-)


Denne fil kan hentes HER

Denne fil kan hentes HER


Øvrige gratis ting på bloggen, såsom mønstre mm. får alle etiketterne "gave" og "gratis" så de er til at finde!

ENDNU FLERE filer på min Etsy shop; KIG IND

søndag den 7. september 2014

Mønster på basisbukser

Jeg vil dele det ultimative mønster med jer. På nemme basisbukser. De findes ikke nemmere end disse. I swear!

Mønsteret brugte jeg til disse bukser. Det kan varieres i en uendelighed. Se bare nogle af de bukser jeg har lavet ud fra dette mønster:

 



Det er nemt at ændre mønsteret. De kan blot forlænges hvis der er tale om et smalt barn. Ellers kan der tillægges en eller flere centimeter til midten af mønsteret hele vejen ned i en lodret stribe (svarende til hvor sidesømmen skulle være, hvis der var en).





Print mønster i "actual size", tape det sammen ved krydsene og klip det ud.

Rigtig god fornøjelse. 


Mønster - undertrøje med bryderryg

Jeg fik en forespørgsel på mønsteret på denne undertrøje med bryderryg som jeg fremviste i dette indlæg. Jeg var/er egentlig ikke selv så vild med bryderryggen til Alexander, men derfor kan andre sygale og deres børn jo sagtens være vild med det. Min ser sådan ud. Jeg har desværre ikke lige et foto af ryggen, men mon ikke i kender typen?



Mønsteret får i her; husk at i skal vælge at printe i "actual size"....ikke noget med at justere størrelse mm. Det kan nemlig ændre profortionerne en del. Mønsteret er i 4 dele. Sæt det sammen med tape i de kryds der er indtegnet. Derefter klippes mønsteret ud og så i gang!





God arbejdslyst....spørg endelig hvis noget driller undervejs!




mandag den 1. september 2014

TUT (tutorial) på forede bukser

En kreakusine spurgte hvordan man mon sætter for i bukser. Og da den kolde tid er i vente og Alexander alligevel får brug for et par forede bukser, syede jeg et hurtigt par.
Helt simple uden detaljer. Mest for at vise processen, men jeg satser på, at de er brugbare.

Men hvis andre derude er i tvivl om, hvordan man kan sætte for i bukser, så vil jeg gerne vise hvordan jeg gør.
HUSK....jeg kalder mig selv "den dovne skrædder". Jeg gør det så nemt som jeg synes det er muligt. Det er ikke umuligt at der findes bedre, mere korrekte metoder, men jeg gør det nemt og sjovt. Synes jeg! Hvad synes du?


Først klippet jeg bukserne i yderstof og i foerstof. Altså som 2 par bukser. I samme snit, men 2 forskellige stoffer.
Yderst har jeg valgt en let denim med stræk som har en let blank overflade. Inderst bomuldsflonnel fra et sæt sengetøj som jeg bare elsker. Med de dejligste pirater.


Yderbukser syr jeg sammen som jeg ville gøre med bukser uden foer. Først midt bag, så midt for og til sidst indersømmen fra ankel til ankel. Foer-buksen sys kun sammen i indersømmen i benene. Sådan at du har to bukseben som kun mangler sammensyning i skridtsøm. 


Inder(foer)buksebenene puttes ind i yderbuksen. Ret mod ret. Jeg nåler gerne skridtsømmen i foersammen, så jeg har hold på foer-buksen indtil skridtsømmen kan sys. 


Lav en stikning med ligeud søm i hvert bens nederste kant, sådan at yder- og inderbuks sys sammen ret mod ret. Jeg gør det ca. 2,5 cm. inde. 


Sy ankelelastik sammen til en ring, placer den lige efter den syning du lige har lavet. I stykket på de 2,5 cm fra kant til syning. 


Sæt et par nåle i, for at holde styr på elastikken. 


Jeg overlocker sømmen sådan at elastikken ligger mellem stikningen og den overlockede søm. (Du kan sagtens nøjes med den traditionelle stikning og zig-zag)


Når du har syet elastikken i begge ben, trækkes foer-buksebenene ud og skridtsømmen sys sammen. Nu ser bukserne således ud, når de er trukket fra hinanden. 


Tæt på ser det sådan ud.


Nu kan du trække yderbukserne udenpå foeret ved at stikke armene ned i yderbuksen, tage fat i ankelsømmen og krænge yderbuksen ud over foeret. Når de er vendt, ser de sådan ud. 


Tæt på ved ankelsøm ser det sådan ud


Jeg trækker foeret lidt op ved taljen, for at den bliver kortere og foeret ikke "falder udenfor" ved anklen. Jeg klipper det overskydende foer af, cirka 1-2 cm. 


Her er bukserne med påsat linning. (Hold da op farven snyder på dette foto, de andre fotos er meget bedre til at gengive farven på den lækre denim)


Et kig ned i buksen ved linningen.


Nu skal de bare pimpes....måske med et eller andet i strygestof. Jeg er i tænkeboks. 

Jeg håber min TUT er til a forstå, ellers er du velkommen til at spørge eller kommentere.
God arbejdslyst!


(pssst....alle materialer er fra lageret....)






lørdag den 21. juni 2014

1 RET - 1 VRANG

Det der med at strikke. Det har jeg lært mange gange. Men det har aldrig hæftet sig i min hukommelse.
Men NU......NU ser det endelig ud til, at jeg kan. Også selvom jeg holder pause og ikke strikker i mange dage.

Jeg har strikket en million....sådan cirka....karklude. I ret, i ret/vrang, på skrå og nu med mønster og farveskift.

Og for at jeg ikke glemmer nogle af favoritterne, så kommer de på bloggen, så jeg kan gentage succesen.


Dette håndklæde lærte jeg at lave, af en kollega. 

Der slås 71 masker op til et håndklæde

1. pind: 11 ret - 1 vrang; slut med 11 ret
2. pind: 1 vrang - 11 ret; slut med 5 ret

Gentages så langt man ønsker.


Karklud

Antal masker skal være deleligt med 4
1. pind: ret
2. pind: 1 vr, 3 ret, 1 vr, 3 ret....
3. pind: ret
4. pind: 1 vr, 3 ret, 1 vr, 3 ret
5. pind: ret
6. pind: start med 2 ret, 1 vr, 3 ret, 1 vr, 3 ret
7. pind: ret
8. pind: som 6. pind
FORFRA

Mønster tæt på

Strikker du også fine mønstre?



fredag den 9. maj 2014

Rhubarb crumble

Så er det rabarber tid. Jeg har i år 3 planter. Sidste år havde jeg 5, men 2 døde under flytning. Jeg havde ellers håbet at de kunne pynte i en kedelig del af haven.
Heldigvis lod jeg 3 planter stå. Den ene er plukke klar!
Jeg fik plukket nok til en crumble. Det er en af de bedste kager jeg kender. Mums.

Hvis du har lyst til at lave en crumble, så kan det gøres sådan her:
Rabarber (8-9 stænger) skæres i stykker på ca. 1 cm. De lægges i et fad og drysses med sukker.
Crumble dej laver jeg af smør, havregryn, lidt mel og brun farin. Jeg har ca brugt 50 gram smør, 2 dl havregryn, ½ dl mel og godt en dl. farin. Jeg laver den på øjemål....

Crumble dejen laves enten i foodprocessor eller smuldres sammen mellem fingrene. Spredes ud over rabarberne og sættes i ovnen ved 200 grader til dejen er gylden og rabarberen bobler.
Her er til 4 personer vil jeg mene....

Jeg kan godt lige flødeskum til, men både creme fraiche og vanille is gør sig godt hertil.

Og så lige lidt billeder fra dagens runde i haven. Kartoflerne titter frem og jeg har i dag sået gulerødder, salat, pastinak og plantet broccoli. Der er chalotte løg i jorden og rosenkål og porrer skal plantes ud når jeg får gjort en plads klar til det. Det er lise for sjælen at kigge på havens herligheder for tiden. Synes du ikke?

torsdag den 10. oktober 2013

En gave og hårdtarbejdende drømme

En kær veninde og tidligere kollega skal bruge en gave til en lille fyr på 3 år. Og drenge på 3 år er vist mit speciale. Så jeg sagde ja til at sy bukser og bluse til den lille fyr.

Resultatet er blevet således:







Bemærk det lækre Union Jack lommefoer.....jeg elsker det stof og drømmer om at eje metervis af det!












Jeg købte et par meter af noget bomuld med maskiner på. Da Alexander så det, sagde han straks: "Dig sy til mig NU mor!". Sådan en kommando må man bare efterkomme. Jeg syede meget hurtigt et dynebetræk til ham, med maskinstoffet på forsiden og petroleumsblå bagside. Betrækket lukkes med trykknapper og kan ikke vises her på siden, fordi det er i brug og ikke må flyttes fra sengen. ;-)
Pudebetrækket er lavet af resterne. Bagsiden er ensfarvet petroleumsblå.



Alt stof er i øvrigt fra lageret. Nå ja, maskinstoffet er ret nyt, men det nåede at ligge på hylden et par dage, så er det vel næsten "fra lager"....ikke?