onsdag den 4. oktober 2017

Æblegelé - himmelsk sød og fræk syrlighed

Vi har et æbletræ i haven. Stort og flot og med masser af æbler. Sorten kender jeg ikke, men de er gode til SÅ mange ting.
De kan selvfølgelig spises. Bare sådan helt almindeligt. De kan laves til æblemos som så kan trylles om til lækre æblekager med makroner imellem lagene og masser af blød flødeskum på toppen. Jeg har også skåret en del af æblerne i både, vendt dem i kanel og sukker og puttet dem i fryseren i poser. Så er der fyld til en æbletærte eller apple pie om man vil. Så skal der bare laves en dej, og det kan jo enten være en sød mørdej eller en "hvid kagedej" a la bunden i en drømmekage som fungerer rigtig fint med æblestykker i.

MEN...min yndlings måde at bruge disse lækre æbler på er til at lave gelé. Og på den måde ærger jeg mig heller ikke så meget over alle de små fine æbler som alt for tidligt falder af træet.

Det er så nemt at lave æblegelé og det er anvendeligt til så meget.
Smagsgiver i sovs
Pynt på diverse desserter
Glasering på kager
Som fyld i de halve vaniljekogte æbler vi får til jul
og ikke mindst
Smagsgiver i sovs....hov! Skrev jeg det to gange. Nå ja, men det er også det den bruges mest til herhjemme.

Opskriften er simpel:

1 kilo æbler
2 dl vand
250 g. sukker

Saml alle de små æbler du finder på din vej. Helt små og sure er ekstra godt. Undgå selvfølgelig de rådne æbler og dem der er fyldt med orm.
Vask æblerne godt og skær dem i halve eller kvarte. De helt små på størrelse med golfbolde, skal kun halveres. Efterlad kernehus og stilk, det betyder ikke noget.

Hæld æblerne i en gryde. Til et kilo æbler bruger jeg cirka 2 dl vand.
Lad det koge op og kog æblerne under låg i cirka 30 minutter. Hellere ved lidt for svag end for stærk varme, ellers fordamper for meget vand og de kan sætte sig i bunden af gryden.

Jeg fik ikke taget et billede af min æbler inden de blev skåret ud. Så i må nøjes med dette.


For et dørslag med et rent klæde og hæld æblemassen herop i. Lad det dryppe af. Vrid ikke klædet, men det kan godt klemmes forsigtigt.

Saften hældes i en ren gryde og koges op med sukkeret. Lad det koge i cirka ti minutter. Test herefter med en ren teske, om geléen er begyndt at stivne og vil hænge fast på bagsiden af teskeen. Hvis ikke, skal det koges lidt mere. Hvis saften skummer under kogningen, fjernes skummet løbende med en ren ske.

Når geléen har nået rette konsistens, hældes den på rengjorte og skoldede glas. Jeg hælder det på små glas og sætter en label på. Labels er købt fra Haligraph.










Jeg bruger ikke atamon, men derimod skyller jeg glassene med en sjat cognac. Men det er en smagssag.



Og nu hvor efteråret rusker, blev det tid til at bage en portion knækbrød....hvis i har glemt hvor opskriften er, så findes den lige her: Knækbrød

Ingen kommentarer:

Send en kommentar