mandag den 26. maj 2014

Sommertøj Vol. 1 - en kavalkade

Snart er det sommer. Eller; det ER sommer!!!
Min UFO (UFærdige Objekter) bunke var KÆMPE stor. Jeg har klippet i en masse stof fra lageret og forsøger at gøre det brugbart. Også selvom jeg synes, at det faste tynde bomuld er svært at finde brug for. Men jeg prøver. Og se bare hvad jeg har begået gennem de sidste par måneder! UFO-bunken er stadig stor, men dog lidt mindre end da jeg tog dette foto:



Et par sommershorts i grøn bomuld med stjerner. Jeg har fået stoffet i en "bytte-stof" leg. Nu er det brugt og klar til sommersjov!


Dette stof er ikke min favorit, men når sønnen på 3 år står med bedende øjne og siger; MOR!, Sy noget til mig i det seje stof...ja....så siger jeg ikke nej!
Denne model er helt simpel. Uden lommer eller andet sjov. 

Min Brandbilsbesatte søn måtte da have denne bluse.....han er glad for den og vil gerne have brandbils-underbukser. Mon ikke jeg kan finde en rest der kan bruges?

Natbukser i dette søde stof som jeg fik af Linda, jeg er vild med det, men Alexander er nok for stor til at det kan være andet end nattøj. 

2 T-shirts i giraf-stof. Den ene med turkise ærmer og et logo på ærmet. 

 Knickers i kraftig bomuld. Der var kun lige stof nok til buksen, så linning og lommer er i sort.

Neon-gult bindebånd i taljen.

Lomme bag på. Jeg fik lige præcis mønstret til at passe. 


 Alexander i knickers og med endnu en hjemmesyet T-shirt. Dog fra sidst år. 

2 bluser og en tanktop. Stoffet med skyer og øgler er nu brugt op. 

Der var ikke helt nok stof til at ærmerne kunne være med skyer, så de fik et stykke turkis jersey.

 Da jeg havde syet blusen med øglerne, opdagede jeg, at der var et hul på stoffet øverst på ærmet. Jeg havde en anden slags øgle i grøn velour strygestof liggende. Den lukker hullet fint!

Tanktop med skyer.

En sommerskjorte i "tog-stof". En del af en serie med flere fat quarters og dette større stykke. 
Jeg er ikke vild med stoffet, men Alexander er og det er jo det vigtigste. 

PYHA! Kavalkaden er ovre....Vol.1 af sommertøjet er vist frem. Jeg håber snart der bliver anledning til at vise mere frem. 


fredag den 9. maj 2014

Rhubarb crumble

Så er det rabarber tid. Jeg har i år 3 planter. Sidste år havde jeg 5, men 2 døde under flytning. Jeg havde ellers håbet at de kunne pynte i en kedelig del af haven.
Heldigvis lod jeg 3 planter stå. Den ene er plukke klar!
Jeg fik plukket nok til en crumble. Det er en af de bedste kager jeg kender. Mums.

Hvis du har lyst til at lave en crumble, så kan det gøres sådan her:
Rabarber (8-9 stænger) skæres i stykker på ca. 1 cm. De lægges i et fad og drysses med sukker.
Crumble dej laver jeg af smør, havregryn, lidt mel og brun farin. Jeg har ca brugt 50 gram smør, 2 dl havregryn, ½ dl mel og godt en dl. farin. Jeg laver den på øjemål....

Crumble dejen laves enten i foodprocessor eller smuldres sammen mellem fingrene. Spredes ud over rabarberne og sættes i ovnen ved 200 grader til dejen er gylden og rabarberen bobler.
Her er til 4 personer vil jeg mene....

Jeg kan godt lige flødeskum til, men både creme fraiche og vanille is gør sig godt hertil.

Og så lige lidt billeder fra dagens runde i haven. Kartoflerne titter frem og jeg har i dag sået gulerødder, salat, pastinak og plantet broccoli. Der er chalotte løg i jorden og rosenkål og porrer skal plantes ud når jeg får gjort en plads klar til det. Det er lise for sjælen at kigge på havens herligheder for tiden. Synes du ikke?

mandag den 5. maj 2014

Lidt om Liberty.....og den kølige påske!

Mens den danske påske leverede billeder af denne slags



med varmt overtøj og gråligt vej, pakkede jeg en sød krea-veninde i kufferten og hoppede på et fly til London. Vejret er bare altid en anelse bedre i den britiske metropol. Der var lunt nok til at smide jakken. Og jeg gjorde det! Til trods for øm hals, snot og ingen stemme, skulle solen nydes.

Ad en bagvej, endte vi i Liberty. Selvom jeg ikke er betaget af Liberty som sådan, er der noget lækkert over en hel afdeling af et stormagasin, fyldt med stof, knapper, bånd og garn.
Se bare...

 



Fint var det. Men intet fandt vej til kufferten. Jeg er nemlig ikke så kreativ udi faste stoffer.



Mere til mig....endnu en test!

Som tidligere vist I DETTE INDLÆG, er jeg igen i gang med at sy til mig selv. Og jeg bestemte mig for at teste et nyt mønster. Sådan et af dem man tegner af efter en eksisterende bluse som sidder godt. I dette tilfælde var blusen fra H&M.

Men først prøvede jeg et mønster købt online på craftsy.com. Printet, klippet og klistret. Så ryggen blev stiv og knæene ømme. Det så sådan ud:

Resultatet blev dog ikke godt....eller blusen blev fin, men modellen er absolut ikke klædelig når man som jeg er smal foroven og bred om hoften.

Derfor kastede jeg mig ud i H&M modellen og den endte således:


Stoffet har jeg haft liggende længe. På hylden med "mormor-stoffer", "test-stoffer" mm. Den slags som man på en måde kan lide, men alligevel ikke ved hvad man skal bruge til. Nu er dette brugt op. Det er en fin efterårsmodel. Sidder godt, og er nu klippet i 2 andre eksemplarer. Også fra samme hylde med stoffer.