mandag den 9. oktober 2017

Blomkåls "frikadeller"

Forleden dag, da jeg handlede i Rema1000, faldt jeg over de såkaldte blomkålsris og tænkte, at dem måtte jeg da købe.
Jeg anede faktisk ikke hvad jeg skulle bruge dem til. I min desperation købte jeg også to dåser tun, en pakke med noget kylling i tern og en parmasan ost. Ikke at det gav mening, men jeg vidste ikke hvad jeg kunne bruge de nye "ris" til. 
Det er dem til højre i billedet herunder der er tale om. 



I dag skulle de så bruges. Og i min iver for at bruge noget af det jeg havde købt, lavede jeg denne blanding:

Ingredienser:
300 gram blomkålsris
3 æg
1 pakke kylling i tern
75 gram Puck ost
25 gram parmasan - fintrevet
½ fed hvidløg, knust
50 gram solsikkekerner
Salt, peber

Det hele røres godt og skal stå en times tid og trække. Så er den nemmere at håndtere. 

Steg dem som flade frikadeller på en pande i lidt olie. Jeg fik cirka 20 styk ud af portionen.

Måske er de ikke så kønne, men de smager faktisk forrygende godt. :-)



Pr. frikadelle er der 
54 kalorier
1,8 gram kulhydrat
3,8 gram fedt
3,5 gram protein

onsdag den 4. oktober 2017

Æblegelé - himmelsk sød og fræk syrlighed

Vi har et æbletræ i haven. Stort og flot og med masser af æbler. Sorten kender jeg ikke, men de er gode til SÅ mange ting.
De kan selvfølgelig spises. Bare sådan helt almindeligt. De kan laves til æblemos som så kan trylles om til lækre æblekager med makroner imellem lagene og masser af blød flødeskum på toppen. Jeg har også skåret en del af æblerne i både, vendt dem i kanel og sukker og puttet dem i fryseren i poser. Så er der fyld til en æbletærte eller apple pie om man vil. Så skal der bare laves en dej, og det kan jo enten være en sød mørdej eller en "hvid kagedej" a la bunden i en drømmekage som fungerer rigtig fint med æblestykker i.

MEN...min yndlings måde at bruge disse lækre æbler på er til at lave gelé. Og på den måde ærger jeg mig heller ikke så meget over alle de små fine æbler som alt for tidligt falder af træet.

Det er så nemt at lave æblegelé og det er anvendeligt til så meget.
Smagsgiver i sovs
Pynt på diverse desserter
Glasering på kager
Som fyld i de halve vaniljekogte æbler vi får til jul
og ikke mindst
Smagsgiver i sovs....hov! Skrev jeg det to gange. Nå ja, men det er også det den bruges mest til herhjemme.

Opskriften er simpel:

1 kilo æbler
2 dl vand
250 g. sukker

Saml alle de små æbler du finder på din vej. Helt små og sure er ekstra godt. Undgå selvfølgelig de rådne æbler og dem der er fyldt med orm.
Vask æblerne godt og skær dem i halve eller kvarte. De helt små på størrelse med golfbolde, skal kun halveres. Efterlad kernehus og stilk, det betyder ikke noget.

Hæld æblerne i en gryde. Til et kilo æbler bruger jeg cirka 2 dl vand.
Lad det koge op og kog æblerne under låg i cirka 30 minutter. Hellere ved lidt for svag end for stærk varme, ellers fordamper for meget vand og de kan sætte sig i bunden af gryden.

Jeg fik ikke taget et billede af min æbler inden de blev skåret ud. Så i må nøjes med dette.


For et dørslag med et rent klæde og hæld æblemassen herop i. Lad det dryppe af. Vrid ikke klædet, men det kan godt klemmes forsigtigt.

Saften hældes i en ren gryde og koges op med sukkeret. Lad det koge i cirka ti minutter. Test herefter med en ren teske, om geléen er begyndt at stivne og vil hænge fast på bagsiden af teskeen. Hvis ikke, skal det koges lidt mere. Hvis saften skummer under kogningen, fjernes skummet løbende med en ren ske.

Når geléen har nået rette konsistens, hældes den på rengjorte og skoldede glas. Jeg hælder det på små glas og sætter en label på. Labels er købt fra Haligraph.










Jeg bruger ikke atamon, men derimod skyller jeg glassene med en sjat cognac. Men det er en smagssag.



Og nu hvor efteråret rusker, blev det tid til at bage en portion knækbrød....hvis i har glemt hvor opskriften er, så findes den lige her: Knækbrød

mandag den 30. januar 2017

Udfordringen - fremskridt

Hej, jeg hedder Hanne og jeg har meget stof...

Okay. Ikke så meget stof som jeg har haft. Jeg synes at jeg er god til at bruge det jeg har. Lige for tiden i hvert fald. Som jeg skrev om i et tidligere indlæg (HER) har jeg meldt mig til en udfordring, hvor jeg ikke må shoppe mere stof, før jeg har syet 20 ting fra lager. Og da jeg har et par drømme om noget jeg gerne vil sy, giver det blod på tanden til at få brugt af det fra lageret.

Denne bluse har været undervejs længe. Dejligt let og blødt stof, som egnede sig godt til en sommerbluse - selvom farverne ikke er så sommerlige. Men sådan her blev den.



Denne kjole er en testmodel. Jeg prøvede et nyt mønster og havde et stykke billigt stof liggende. Modellen er rigtig fin, men skal lige have 2 centimeter bevægelsesplads om maven før end jeg synes den er behagelig. På billedet hvor jeg har kjolen på, ses tydeligt at den ene søm trækker sig sammen, det er ulempen ved stof af meget ringe kvalitet. Men den skal nu nok blive brugt. 



Blusen nedenfor er en Burda model. Egentlig er mønsteret beregnet til fast stof, men det lykkedes mig at lave en udgave i en tynd strik. Dog med nogle tilrettelser. Næste gang ved jeg lige hvordan den skal klippes, for at sidde godt i første forsøg. 



Og så lidt til ham den lille som nu er 6 år. Et par "denim" joggers af en rest fra et par bukser jeg syede til mig selv. Han valgte selv stikninger og bånd til lommerne.



Herunder en meget simpel undertrøje af den sidste rest trafikstof. Og nu gider jeg heller ikke se på det stof mere. Det har både været brugt til en bluse, en t-shirt og en hue. Nu er det slut.

Dernæst en kavalkade af nattøj i noget af det stof som jeg egentlig synes han er vokset fra. Og det passede fint med, at det nattøj jeg syede til ham sidst på sommeren 2016, nu er for småt. 


Og til slut et lille pssst......I forrige indlæg (HER) skrev jeg om min nye drøm: Vivera. Nu er der en hjemmeside undervejs. Kig endelig forbi på www.vivera.dk




tirsdag den 3. januar 2017

Forandring fryder - noget om et nyt år

Nytårsforsæt....det er ikke noget for mig. Ikke i år.

I stedet har jeg en plan. Et mål. En drøm.

Sammen med en meget talentfuld kvinde, har jeg barslet med idéen om at blive selvstændig. At gøre det jeg er god til i et endnu større omfang. Og at gøre det på en måde, som passer ind i mit liv og som nærer min passion for udvikling og motivation.

Jeg vil hjælpe andre med at udvikle sig selv.

Min far døde i 2015. Alt for ung. Kun 65 år.
Som så mange andre, blev kræft hans billet væk herfra. Han er heldigvis drøn sej min far. Eller han var. Nej. Faktisk tror jeg på, at han stadig er sej.
Som noget af det sidste inden han skulle herfra, skrev min far en bog om hans oplevelse af og med sygdommen. Min far kunne noget med ord og skrev bogen så den rammer og stadig har humor. Titlen siger det faktisk: "Hvis jeg skal dø, kan jeg godt leve med det". Og det var sådan han havde det.

Min far havde nogle år før hans død startet virksomhed. Navnet på virksomheden var Vivera. Min far havde - som jeg - en særlig passion for Italien og Vivera er taget fra det italienske "Vivere" som betyder at leve, at være i live, udholde og gennemleve.

Nu hvor min far ikke er længere, har jeg overtaget navnet. Eller VI har. Marlene og jeg.
Vi er stadig i den spæde start med Vivera. Ikke engang hjemmesiden er helt på plads endnu. Men vi kan ikke vente og kan ikke lade være.
Så her kommer første skud på stammen: Vores Facebook side

Kig endelig forbi!


Og selvfølgelig kommer der mere...jeg kan jo ikke lade være!

lørdag den 10. december 2016

Bare sådan simpelt

På det seneste er Alexanders garderobe blevet fyldt med lækre farver, prints og særlige detaljer.
Men helt ærligt.....så bliver det nogle gange som en pose bland selv slik med alt for mange farver og figurer. Så nu måtte der en lidt mere "plain" bluse til.
Jeg har syet en kjole til mig selv i den grå quiltede, men havde en rest som fint kunne blive til ærmer og en lille skulder detalje. Resten af blusen er i en fantastisk sort isoli som er blød som en babynumse på bagsiden.

Som en lille detalje, er størrelsesmærket i guld og selvfølgelig i Minecraft tema, for det er jo det store hit herhjemme....ligesom i resten af verden gætter jeg på!


Blusen er i øvrigt en del af en syudfordring, hvor jeg skal sy 20 dele af stof fra lager, før jeg køber nyt. Mere om det i et senere indlæg....hvis det altså går bare nogenlunde. 

søndag den 23. oktober 2016

Harry Potter hitter

Alexander er nu lige om lidt 6 år. Det betyder at han er stor nok (efter eget udsagn) til at se alle Harry Potter film. Så det har vi gjort. I hvert fald de første som findes med dansk tale. Resten er jo helt umulige. Og vi er også i gang med at læse bog nummer to. Den første slugte han råt. Altså som højtlæsning før sengetid.

Udover Harry Potter er han også stor fan af at spille Minecraft. Så da han snart fylder 6 år, fyrede jeg op under skæreplotteren og lavede lidt sjov til ham.
Bluserne er købt i H&M til meget få penge.

Harry Potter lynet er lavet af ord fra bogen. Besværgelser af både gode og onde slags.
Filen deler jeg gerne med jer, den kan snuppes lige her KLIK

For de af jer som har børn der spiller Minecraft, vil i sikkert genkende en Pick axe. Deraf ordspillet "Pick me".


søndag den 23. august 2015

Lageret skrumper....en anelse...

Jeg har fået syet lidt mere af stof fra lager. UFO'er kan man sige.
UFO'er er de UFærdige Objekter som enten ligger klippet eller halvt syet i længere tid.

To par underbukser. To forskellige mønstre. Det med fisk er fra Ottobre, det andet er eget design og kan købes i Etsy shoppen.

Undertrøjen her er også af rester. Mønster ligger her på bloggen til fri afbenyttelse. Den har bryderryg som jeg synes er lidt smal, men den sidder godt på Alexander. Bagsiden er i ensfarvet blå, fordi der ikke var meget tilbage af flyvemaskinerne. 

Disse shorts har rumsteret i mit hoved i lang tid. Lige siden Ottobre udgav et mønster, hvor der på bagen var en hajmund med tænder. Jeg ville ikke lave tænderne, så jeg kopierede buen over på et andet mønster og lavede disse shorts. Bæltestropper er i øvrigt et must nu, 

Jeg er så glad for, at jeg får gjort lidt indhug i lageret....Jeg fortsætter og fortsætter og har stadig mange planer for mit stof.